Ofcource... han er vild med min veninde. Det er typisk, når jeg endelig falder for en fyr, så er de vild med en anden. Det er jo ligesom det plejer. Jeg havde ikke haft en kæreste siden min folkeskole-kæreste og det var begrænset hvor mange sunde flirts jeg havde haft siden.
Det var hvad jeg tænkte som 17 årig for bare 8 år siden. Men sandheden var den relation mellem ham og min daværende veninde slet ikke var sund. Den relation mellem mig og hende var slet ikke sund. Men det gjorde egentligt bare de øjne vi havde sendt til hinanden og de små hints vi havde sendt til hinanden aldrig blev til mere end hints.
Så i næsten syv år havde vi på skift en anden kæreste. Lad os være ærlige; vi har begge haft flere kærester. Selvfølgelig har der været både seriøse og useriøs romancer imellem andre end hinanden den tid, for vi var jo bare venner. Et bare som vi ikke tog så hellig.
Når jeg var single, så havde han en kæreste. Når han var single, havde jeg en kæreste. Så vi havde som sådan heller aldrig hinanden som en mulighed.
Ihvertfald stod vi pludselig en senvinterdag i 2017 og pludselig begge var meget single. Første gang på syv år. Hvor der pludselig ikke var nogle i vejen, for at kunne sende hints til hinanden.
Og hint fik vi sendt masser af.
Så hele vores flirt startede faktisk som sjov og ballade, som ingen af os havde hensigten til skulle blive noget seriøst. Det er der en hel masse mennesker, som godt kan synes virker meget komisk, men det var sandheden. Der var ingen af os, der regnede med at det skulle blive til følelser (igen ihvertfald), netop fordi vi havde været venner i syv år. Venner bliver jo ikke kærester med hinanden, eller hvad?
N begyndte med tiden, at trække på flere smiley og flere søde ord. Han skulle give rigtig mange forsøg, før jeg tog skridtet videre i vores flirt. Hver gang undskyldte jeg mig selv med at det jo bare var en hyggeflirt og intet seriøst i det. Men jeg var så hundred for at blive forelsket imens jeg var syg, og imens jeg kun havde mig selv i mine fremtidsplaner.
Jeg sagde konstant til mine veninde, når jeg skrev med N, at det bare var sjov og ballade. "Tsk, vi har jo været venner i 7 år". Men langsomt kom følelserne bare mere og mere frem. Til sidst blev det så tydeligt for mine veninder, ikke at jeg løj for dem, men at jeg løj for mig selv. Så de vidste godt, at jeg nok var blevet lidt ekstra glad for en vis person igen. Lang tid før jeg selv vidste det.
Ironisk nok, når jeg altid har været den som sagde friendzone ikke er eksisterende.
Det var faktisk først da han en dag inviterede han mig hjem til ham, at det gik op for mig at der var følelser fra min side. Selvom jeg ikke havde så travlt, så fik jeg alligevel først aftalt en dag godt i fremtiden, fordi jeg var hundred for at sætte mine ben i hans lejlighed. Hahaha!
Fordi vi havde været venner så længe, så kunne jeg godt regne ud at noget havde ændret sig, når jeg ikke engang kunne sætte mine ben hos ham alene uden at blive nervøs. Jeg tror lidt jeg vil sammenligne hele situationen med sangen "Jeg er den samme som før" fra Herkules-filmen. Hahaha! 😂
Op til weekenden har vi en samtale over sms, som var det første tegn jeg bemærkede på han nok også havde følelser for mig. Vi snakkede om hvad vi skulle lave i weekenden, og på et tidspunkt får han skrevet til mig, at han er blevet rigtig glad for mig. Jeg svare tilbage, at jeg også er blevet glad for ham. Hvor den besked, som jeg husker allertydeligst var. "Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg allerede en smule forelsket i dig ❤".
Weekenden kom og det gik super godt.
For at være ærlig, så havde vi nok en lidt for hurtig kærlig weekend, som jeg normalt ikke gør så hurtigt med en fyr. Og slet ikke med en fyr, som har så stor en plads i mit hjerte i forvejen. Og har haft det i mange år. Men det var en fantastisk weekend, selvom der var en lidt træls episode, da weekenden var slut...
Vi kyssede farvel, da jeg skulle stå på bussen om søndagen. Det blev lidt i hast, fordi vi i vores lille boble havde glemt tid og sted. Men da jeg er kommet på bussen, der vinker jeg til ham. Men han virker ikke igen og han ser slet ikke over på mig. Først tænkte jeg: "Okay, han har måske lige kigget og så... og så... og så!". Jeg beslutter så for at sende ham en sms. Noget ala: "Tak for en god weekend ❤".
45 minutter senere har han ikke svaret. Så mine tanker vender fra optimistisk og gode forklaringer - til negativitet og konklusioner.
Fuck! Var jeg lige en rebound?!, tænkte jeg. Hvordan kan en af mine bedste og ældste venner finde på at bruge mig, som en rebound?!
1½ times bustur og gåtur senere er jeg hjemme og han havde stadig ikke skrevet til mig. Så jeg gik direkte hjem i min seng og stortudet. Hormonerne fik fuld udrykning! 😂 Da han så ringer til mig og det første jeg tænkte var: "Nu dropper ham mig sikkert!", hvor han så ringer for at sige han savnede mig. Han havde på vejen hjem været på den store Bilka-shoppe tur, så derfor havde han ikke set mine opkald. Så han blev hurtigt tilgivet.
Hvordan blev vi så kærester? Jeg blev nemlig aldrig spurgt om vi skulle være kærester. Ugerne efter sagde N flere gange i løbet af en weekend, at han altså så os som kærester, og fordi jeg var enormt bange for titlen kæreste, så svare jeg tilbage at jeg ser os mere som en meget seriøst flirt, hvor vi kun ser hinanden. Efter vi havde haft den samtale, like ti gange, så valgte han at skifte taktik. Pludselig udbrød han under en film: Nu er vi altså kærester, og så var vi bare kærester. Jeg havde intet valg! 😂
Første gang han sagde "Jeg elsker dig" var også sød og komisk. Et par dage før havde han spurgt mig om der var en regel om hvornår man sagde de tre ord første gang og om det skulle være manden der sagde dem?. Jeg svarede tilbage, at det er ligemeget hvem i forholdet der siger det, men man skal sige det når man føler man ikke kan holde tilbage mere.
N var den første til at sige det, igen meget komisk. Vi mødte hinanden ved døråbningen ud til køkkenet, hvor han pludselig ud af det blå siger "Jeg elsker dig" og inden jeg når at svare, eller for den sags skyld opfatte hvad der lige skete, går han ud i køkkenet og lukker døren. 😂 Så jeg måtte åbne døren og gå ud i køkkenet til en chokeret N, for at svare "Jeg elsker også dig" tilbage.
Ja, det lyder meget komisk. Nogle piger vil måske ikke se det som særlig romantisk eller som deres drømme øjeblikke. Men jeg elsker de øjeblikke! Jeg elsker at han har valgt at dele livet med mig. At han elsker mig for den jeg er, med alt hvad der medfølger ved en ødelagt sjæl.
N, ala King, har i 1½ år været der for mig i medgang og modgang. Et inspirerende menneske, som er modig, klog og stærk. En rigtig mand! Han er det bedste menneske jeg kender, og jeg glæder mig til at dele mange flere år sammen med ham.
Tillykke med 1½ års dagen King! Her var vores kærligheds historie. ❤
